Forside Generel information Museets Historie Fotosalg
Shortguide Samlinger On line katalog
Booking og arrangementer  


Danmark 2009 
- et historiemaleri af Peter Carlsen
31. oktober - 28. februar 2010
.
 

Den danske kunstner Peter Carlsen har gennem flere år arbejdet med 
et nyt stort maleri – Danmark 2009. Maleriet præsenteres nu på 
Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, hvor museet udstiller værket sammen med en række skitser og andre eksempler på Peter Carlsens arbejder.
 
Danmark 2009 er udført som et klassisk heroisk historiemaleri, som en parafrase over den franske maler Eugène Delacroix’ berømte maleri fra 1830, Friheden fører folket på barrikaderne (se link nedenfor). Begge kunstværker beskæftiger sig med national identitet, men tilgangen til emnet er forskellig. I 1830 samlede Delacroix nationen og visualiserede fransk patriotisme, på samme måde som de danske malere Otto Bache og Wilhelm Marstrand gav danskheden form med billeder af de sammensvorne fra Finderup Lade og Christian 4. på Trefoldigheden.
 
   

Disse velkendte historiemalerier hænger fast på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, der siden sin oprettelse i 1878 har opbygget landets største samling af historiemalerier. Blandt de tilkomne malerier fra nyere tid kan nævnes Industriens mænd (P.S. Krøyer, 1903-04), Land og Folk festival (Victor Brockdorf, 1978-79) og Et Kort Ophold (Thomas Kluge, 1998). Der findes dog kun få moderne historiemalerier og det på trods af, at national identitet og danskhed er dagsaktuelle begreber. Det er derfor en stor glæde for museet at kunne præsentere Peter Carlsens nye maleri.
 
         

Peter Carlsen har erstattet Delacroix’ nationalromantiske indhold med sin personlige kommentar til dagens Danmark, for dermed at diskutere symboler og værdier i en tid, hvor danskheden er under forandring. Ved at ændre symbolikken er det nationale sammenhold forsvundet, og Danmark fremstår som en fragmenteret nation. 

De store monumentale malerier har altid fascineret Peter Carlsen, der selv udtaler:
”Måske er det en drøm. Drømmen om at male det store billede, ikke arealmæssigt, men indholdsmæssigt og måske også formelt, at male billedet, der fremstiller tidsånden. Det er en drøm, der tilhører de uerfarne år, inden postmodernismen brød ud og ind med værdikalejdoskop og fragmenteret verdensbillede. Den fragmenterede verdensforståelse og opløsningen af det fælles værdigrundlag kalder umiddelbart ikke på det store billede med heroisering af et postuleret fælles ideal og potensering af nationale værdier. Men siden 2001 har ”værdikampen” været et vigtigt samfundsanliggende, og i takt med, at jeg i de senere år har brugt mediebilleder, aktuelle begivenheder og samfundsrelateret stof som udgangspunkt for min maleriske praksis, er malerierne blevet politiske. Måske uden at de dediceret kan kaldes politisk kunst.”         
 
  

Blandt de skitser og andre eksempler på Carlsens arbejder, der udstilles sammen med det nye historiemaleri, ses f.eks. arbejdstegning fra 2008 (ovenfor tv.), ligesom Peter Carlsen har udført selvstændige malerier af flere af kompositionens figurer, f.eks. den centrale figur Fanebæreren (ovenfor th.). Fanebæreren repræsenterer den figur i maleriet, der ’svarer til’ Delacroix’ centrale symbolfigur, Marianne.
 
Under sit arbejde med maleriet kom Peter Carlsen til at interesse sig for de syv dødssynder, som i dag kan bruges som fortolkningsramme for samfundets bærende kræfter. De er derfor blevet det tematiske skelet, som komponerer og strukturerer maleriets forskellige figurer, mens de gennemspiller eller fremstiller danske kerneværdier. Eksempler på disse figurer kan ses her nedenfor og på selve udstillingen. Længst til højre ses desuden Danmark i krig fra 2006, et eksempel på Peter Carlsens maleriske praksis (jf. ovenfor).

        
 
Link til Louvre: Peter Carlsens Danmark 2009 måler 2,60 m x 3,25 m – præcis som forlægget, Delacroix’ Friheden fører folket på barrikaderne. Sidstnævnte, der hænger på Louvre, kan ses ved at klikke på linket HER.
 









Særudstillinger
Pynteduge og våbentæpper
Hvad kan jeg blive?
Slottet og museets historie. Ny permanent udstilling