Home Information Shortguide Online Catalogue
History of the Castle Collection Baroque Garden
Architecture  

Museets permanente udstilling, der omfatter perioden fra o. 1500 til i dag, er central for undervisningen i historie, dansk og billedkunst, men også andre fag som fysik og biologi vil have udbytte af museet, da der både er instrumenter som sindrige astronomiske ure og portrætter af naturvidenskabsmænd. I historie er der mulighed for at koncentrere sig om en enkelt person eller begivenhed og for at trække lange udviklingslinier igennem Danmarkshistorien. I billedkunst kan man forberede sig på selv at male portrætter ved at studere portrætsamlingen.

Museet er især velegnet til at belyse Christian IVs tid, fordi slottet med kirken og de rekonstruerede rum sammen med portrætter og historiemalerier udgør et righoldigt materiale fra begyndelsen af 1600-tallet. 

Blandt emner af mere kulturhistorisk art kan nævnes: Portrættet, boligkultur, tidsopfattelsen, påklædning, litterære personligheder og naturvidenskab.


Skriftlige materialer

Skoletjenesten har en række skriftlige undervisningstilbud om emner fra den permanente udstilling. Materialerne til eleverne omhandler især malerier og sigter mod at give eleverne nogle redskaber til aflæsning og tolkning af billeder. Hvert sæt materialer består af en lærerorientering, et emneark til elevernes forberedelse hjemme i klassen og arbejdsark til 6.-10. klasse og GY/HF, som anvendes i museet.

Følgende materialer udleveres gratis: Reformationen, Christian IV, Christian IVs kroningstog, Leonora Christina, Enevældens indførelse, Oplyst enevælde, Junigrundloven, De slesvigske krige, Historiemaleriet, Frederiksborg slots bygningshistorie, Audienssalen. Den enevældige kongemagts forherligelse, Forfattere på Frederiksborg, Danmark i det 20. århundrede, Brygger I.C. Jacobsen og Frederiksborg slot, samt Frederiksborgs slotshave.

Undervisning
Det er muligt telefonisk at bestille gratis omvisning af skoleklasser (dog skal man betale entré). Omvisningen kan være alment orienterende eller give en introduktion til et af emnerne fra de skriftlige materialer. Andre emner kan bestilles efter forudgående aftale.


Frederiksborgmuseets skoletjeneste er en del af skoletjenestesamarbejdet mellem museer, besøgscentre og skoler øst for Storebælt. Mere information om Skoletjensten findes på www.skoletjenesten.dk